Digeløberen

Digeløberen

Hold da op hvor er mine ben er trætte. Jeg har hørt fra kropsdele som aldrig før har talt til mig.Det begyndte godt, 5 km i flyvende fart, jeg slog min egen rekord – intet kunne standse denne nye Digeløber. Hele 3 kærlige personer heppede på mig, og indgød mere energi. Efter 6 km drejede ALLE dem som jeg løb i flok med af, de skulle på 10 km ruten. Fuldstændig alene fortsatte jeg på 13,3km ruten langs med stranden, udi sand, sten og græs. Jeg spejdede og så nogle få stykker ude i horisonten. Jeg satte efter dem. Mine fødder hoppede og dansede i det løse sand, og jeg fik sand, vand og mudder i skoene – men jeg løb videre. Hen til skrænten op af den stejle trappe og op på det gamle dige. Her satte tyngdekraften ind mod mine ben. Der var blot 2 km tilbage på det gamle diges græsbelægning. Jeg skulede ud i horisonten, så langt øjet rakte, var der kun det grønne dige. Nu begyndte den ene lilletå at klage sammen med benene og de andre tæer sang med. Jeg ignorererede dem, nægtede at følge benenes krav om ro, nægtede de små tæer hvile. Nægtede at følge hjernes spind om at vrikke om. Jeg hørte det ikke – ørene var fulde af Nephews, Vesterhav kom nu og blæs mig igang. Og så pludselig var jeg nær mål, og mine 3 kære heppede så det var en bølge at løbe ind med… Om det havde været hårdt Neeeej da….. Jeg skal bare lige sidde lidt ned, spise, sove, hvile, vand, ro, bare tæer, sofa… Zzzzz

 

 

Læs mere:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *